Sálmarnir kap. 77

1 Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig,

2 (77:3) jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;

3 (77:4) jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. - Sela.

4 (77:5) Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs.

5 (77:6) Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År;

6 (77:7) jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd.

7 (77:8) Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde,

8 (77:9) er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,

9 (77:10) har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? - Sela.

10 (77:11) Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før.

11 (77:12) Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.

12 (77:13) Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker.

13 (77:14) Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud!

14 (77:15) Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,

15 (77:16) udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. - Sela.

16 (77:17) Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;

17 (77:18) Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did;

18 (77:19) din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;

19 (77:20) din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke.

20 (77:21) Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.

Sálmarnir kap. 77 Uppsetan